Visioner for Valhøj Erhvervskvarter
Af Kim Drejer Nielsen (C) og Kenneth Rasmussen (SF)
I den kommende kommuneplan lægges der op til en omdannelse af Valhøjs Erhvervskvarter. Kvarteret afgrænses groft sagt af Fjeldhammer, Korsdalsvej, H.J. Holst Vej og Nyholms Allé/Mose Allé og det rummer mange virksomheder, hvoraf nogle er af ældre dato.
Vi hilser processen velkommen og vil gerne nogle fælles visioner for udviklingen af området.
Vi skal fortsat have erhverv. Vi forestiller os at mange af de virksomheder, der ligger i kvarteret i dag, også skal ligge der i fremtiden. Men de fysiske rammer for erhvervslivet i området kan godt blive bedre. En hel del af bygningerne er ved at være slidte. Generelt bærer området præg af at være etableret for mange årtier siden. Desuden kan pladsen helt sikkert godt udnyttes bedre end det sker i dag. Området rummer dog allerede i dag nogle smukke, gamle bygninger foruden enkelte markante bygninger. Ifølge Slots- og kulturstyrelsen rummer området 25 bevaringsværdige bygninger. De bør i videst mulige omfang bevares. Det kan give bydelen noget sjæl og sikre at den ikke bliver for ”kantet”.
I en dialog med de nuværende virksomheder bør man kortlægge deres nuværende og kommende behov for kvadratmeter, indendørs og udendørs. På den måde kan vi sikre os den rette udvikling for området.
Vores vision er en bæredygtig bydel med både boliger og erhverv, hvor virksomheder især er liberale erhvervsvirksomheder, f.eks. i kontorfællesskaber. Men vi ser også meget gerne, at der kan blive plads til et domicil til en større virksomhed – som vi har haft en lang tradition for i Rødovre med både Pandora og Irma.
Boligerne bør være tæt-lav bebyggelse, dvs. uden den samme tæthed som Irmabyen. Der skal være plads til lys, luft og grønne områder. Det vil være oplagt, at søen ved Prøvensvej kunne blive en del af en park til glæde for områdets beboere.
Med både erhverv og boliger sikrer man, at der er liv både i løbet af dagen og om aftenen. I planlægningen – bl.a. ved at sørge for grønne åndehuller – bør man samtidigt sikre, at det er et område, hvor folk har lyst til at opholde sig.
Når vi taler om en bæredygtig bydel, så skal energi tænkes ind i området. Alle nye bygninger bør være lavenergihuse tilsluttet fjernvarmenettet eller udstyret med solceller eller varmepumper.
Udviklingen kalder på, at bydelen indrettes med blik for elbiler. Selvom der er tale om stationsnært område, så bør vi imødekomme fremtidens behov. Derfor bør en meget stor andel af bydelens p-pladser være til elbiler med ladestandere. Vi foreslår derfor, at der kan etableres op til to p-pladser pr. 100 etagekvadratmeter erhverv, såfremt halvdelen har el-ladestandere.
Ejerformerne for områdets boliger kan være blandede, men i Rødovre er der ikke mange andelsboliger – det kan passende etableres i den nye bydel. Der kan med fordel gøres plads til både familieboliger og seniorboliger.
Hvis alt det ovenstående kan sikres i en ny bydel, så er vi sikre på, at det kan blive et af de mest attraktive og innovative områder i Rødovre.